Prolog:

 

Mørket har lukket sin mund omkring mig. I begyndelsen tænkte jeg: Jeg kan ikke se min hånd i mørket foran mig. Senere er jeg begyndt at tænke; findes der øjne her i mørket? Men jeg mærker mig frem. Bumpene fra skridtene under mig og min usynlige hånd mod betonvæggen. Den venstre. Altid den venstre. Det er den eneste måde jeg kan finde vej i labyrinten. Ild virker ikke, det blæses hurtigt ud af vinden der bevæger sig støt ind og ud af det indviklede gangsystem under betonbygningen. Mørket sitrer i gangene. Jeg må holde pauser for min hånd bliver øm af at stryge på væggen. Der kan gå hul på fingerspidserne. Når der går hul bliver jeg i tvivl om hvorfor jeg gik derind til at begynde med. Det svier fra sårene og jeg kryber sammen et sted jeg ikke ved om er stort eller småt. Der er en hvid skygge der viser sig når det sker. Han har en nøgle om halsen. Han siger at når jeg først har fundet den lange vej vil han vise mig en kortere, at der ikke er andet end arbejdet. Mørket bliver blødt og tungt omkring mig og jeg fortsætter.